“HELVIG” opføres fra den 3. til den 7 juli 2024 i haven på den 220 år gamle ”Aagaard” i Refs syd for Hurup, kun nogle få hundrede meter fra det sted, hvor Helvig voksede op. Der spilles 5. forestillinger.

Manuskriptet er skrevet af dramatikeren Marie Markvard Andersen, som for fjerde gang arbejder sammen med Fyrspillene. Stykket instrueres af Ejgil Enevoldsen, Svankjær, og Flemming Lodberg Jensen, Ydby, der begge tidligere har prøvet kræfter med opgaven som instruktør og også som skuespiller

Om handlingen
Årets stykke er baseret på forfatter Winni Østergaards dokumentariske roman om pigen Helvig , som var et uægte barn i Thy i 1800-tallet. En henvendelse fra en amerikansk kusine førte Winnie Østergaard til landsarkivet i Viborg. Dér i arkiverne stødte hun ved et tilfælde på Helvig, hendes tipoldemor på mødrenes side. Helvig blev født i Refs i Thy i 1816 som datter af 27-årig tjenestepige og en 17-årig gårdmandssøn – altså som ”uægte” barn. Winnie Østergaard blev grebet af Helvigs skæbne og kastede sig ud i en omfattende research i kirkebøger og andre tilgængelige kilder. Resultatet blev romanen Helvig, der beskriver en tipoldemoderens opvækst og ungdom som ”uægte” barn i et landbosamfund i Thy fra 1816-1838.

En forestilling om mødre og døtre
Det er den historie, som dramatiker Marie Markvard Andersen, har bearbejdet dramatisk til årets Fyrspilsforestilling. Hendes fokus har været det gennemgående tema omkring mødre og døtre og vilkårene for moderrollen og familiemønstrene i starten af 1800-tallet. Alle de andre sidehistorier i historien afspejler temaerne om mødre, døtre, blodets bånd, ægteskabet og tilhørsforhold i livets mange forskellige afskygninger. Forestillingen rummer både drama og masser af humor.